Undervands-rugby
UV-rugby er et udfordrende spil i 3 dimensioner
Kort fortalt går spillet ud på at score mål hos modstanderen ved at putte en bold i modstanderens kurv, der er placeret på bunden af bassinet. Bolden indeholder saltvand og falder således til bunds i et bassin med klorvand. Spillet foregår i den dybe ende af bassinet, og dybden skal være 3,5 til 5 meter.
Et uv-rugby hold består af 11 spillere, hvoraf der er 6 spillere i vandet af gangen. Alle spillere bortset fra målmanden har således en udskifter, og da spillet hovedsageligt foregår under vandet, er en spiller sjældent i vandet mere end 2-3 minutter af gangen. I kamp spilles der to halvlege af 15 minutters effektiv spilletid med en halvleg på 5 minutter. Kampen dømmes af 2 dommere med dykkerudstyr, der holder øje med spillet under vandet samt en overfladedommer, som dels overvåger spillet over vandet og dels om udskiftninger sker korrekt. Spillerne har udover badebukser/badedragt dykkerbriller, snorkel og svømmefinner på.
På trods af at spillet er fysisk krævende, sker der utrolig sjældent skader. Dette skyldes, at vandet beskytter spillerne således sammenstød og skub ikke mærkes på samme måde som over vandet.
I forhold til boldspil på land indeholder uv-rugby en ekstra dimension, idet man ikke blot kan blive angrebet fra højre, venstre, bagfra og forfra, men også oppefra og nedefra. Dette gør spillet meget hurtigt og betyder at spillerne må have et godt overblik for ikke at blive overrasket.
Video af uv-rugby
Sådan kommer du i gang
Har du lyst til at prøve undervands-rugby, er du meget velkommen til at møde op til træning på torsdage kl. 20.30-21.30
Du behøver ikke at have spillet før og du behøver ikke have udstyret.
Bare du har lysten til at spille, så skal vi nok lære dig resten.